torsdag den 27. september 2012

Femte Jordemoderbesøg

I tirsdags var vi oppe og snakke med vores jordemoder for næstsidste gang.

Vi fik vendt og drejet en masse tanker vi har om fødslen og forløbet og hvordan vi bedst gør i forhold til besøgende.
Lige nu har vi meget ro på angående fødslen og føler os sikre på, hvad vi gerne vil have og ønsker os af forløbet. Jeg vil gerne være i vand, da jeg har så mange bækkensmerter, at jeg ikke kan ligge på ryggen mere - dog tror jeg ikke jeg vil føde i vand! Men det kan være jeg ser helt anderledes på det, når vi endelig er i gang. Jordemoderen har i hvert fald skrevet det i min journal, hvis der nu skulle opstå problemer ;)

Det er jo min elskede moar og svigermor der skal med til fødslen, ud over Kenni (og jeg selv) ;) Jeg vil gerne have at de deltager aktivt, hjælper og støtter. Det kan være med ord eller bare det at de er tilstede. Måske med en fugtig klud til min pande?! Der kan ske en masse, og jeg kan ikke planlægge alt ned til mindste detalje, men jeg vil prøve ;)

Da jeg skulle op og ligge på briksen og jordemoder skulle mærke, hvordan Lillepigen ligger, kunne jeg slet ikke ligge ordenligt og endte med at lægge hænderne under rumpen og med bukkede ben! Endte med en ordenlig plukve og vi måtte vente til den klingede lidt af. Hun vurderede Lillepigen til 2900 gram (ikke den største, og vi når nok heller ikke de 3600 gram) og hun står næsten fast med hovedet.
Mit blodtryk var fint og vægten kan jo heller ikke være bedre :)

Alt i alt et rigtig godt besøg og glæder mig til næste gang om 12 dage.

Uge 38

WHOA! 14 dage tilbage - FUCK!!

Vi kan absolut ikke vente mere, please kom ud lille skat! Vi glæder os alt for meget.. - og tænk hvis jeg går 14 dage over tid, så er det lige pludselig først om 4 uger! - ARGH! - 4 uger, det kan jeg slet ikke holde til!!

Vi er altså klar nu!

Kravlegården er malet færdig, men ikke kommet hjem - dog ikke det allermest vigtige lige nu.
Vuggen har fået nyt betræk og kommer herhjem når vi har født.
Pusletasken er pakket.
Liften er redt og klar.
"Puslebordet" er klart og kurvene til diverse cremer hæklet!
ALT tøj er vasket og lagt i sirlig orden efter størrelser og hvilket slags det er.
Vi mangler KUN at pakke min taske til hospitalsopholdet og en lille en til Kenni, hvis han ender med at sove der!

Vi fik også lige købt lidt ekstra tøj i størrelserne 80 og 86. Og i næste uge kommer moar forbi og henter det tøj vi har i kælderen og så får vi det hele sorteret og sat på hendes loft! Fantastisk med hjælp og ekstra plads i kælderrummet <3
Det ender også med at bliver meget nemmere, når vi engang skal have det ned igen og tages i brug!

Størrelse 86

Størrelse 80

Det endelige resultat og med nyt betræk i bunden.


Hvor langt henne: 38+0
Mærket liv? Jeg kan mærke hendes fødder ved mine ribben, dog skifter det nogle gange side! - Er også begyndt at mærke et større pres med skambenet, når hun skubber fra m ed fødderne og strækker sig.
Køn: Pige
Total vægtforøgelse: 12,7 kg. Har fået mere væske i kroppen, kan ikke lukke højre hånd om morgenen og fødderne har fået cocktailpølse-tæer om aftenen ;) (Men fedt det først kommer nu)
Maveomkreds: 110 cm - Whoa Mama, derfor jeg føler mig kluntet måske?!
Vender navlen ind eller ud? Hvad er en navle?
Ventetøj? KUN ventetøj!
Strækmærker: Intet nyt der!
Symptomer: Kraftigere plukveer, som om aftenen godt kan stråle ned i lårene, men intet vildere end det - desværre :( Ellers er det kun mere vand i kroppen og trykken forneden der er nyt!
Opkastninger i alt: 23½ - efter det er taget op til revision, så var den seneste gang KUN et stort surt opstød - holder jeg stadig fast i!
Søvn: Stadig skidt søvn! Vågner ca. hver anden time og skal tisse og kan ikke falde i søvn om aftenen. Sover fra kl. 02-03 til ca. kl. 11 og hvis det har været en rigtig skidt nat, sover jeg også til middag!
Savn: Min datter i armene ;)
Sjove madvaner: McFlurry med Daim! MUMS <3 Godt min McD-pusher kommer en gang om ugen til gamer-aften ;) (Hvilket er i dag - YEAH)
Hvad giver mig kvalme: Almindelige klamme ting.
Glad eller gnaven: Happy, happy, happy! Panik hækler og gør rent, vasker tøj og rydder op og glæder mig HELT VILDT - men hvem ville ikke gøre det?!
Bedste ting fra denne uge: Afslapning og Molle og Vibeke's fødselsdag i lørdags. Min søster har også fået taget billeder af mig, glæder mig til at se resultatet og vise jer nogle af dem!
Glæder mig til: Sushi-dinner-date med Nat og Michal på lørdag <3 - og behandling hos Molle søndag <3
Glæder mig også til moar har ferie i næste uge :)


mandag den 24. september 2012

Opdateret Look

Ja, det er desværre ikke mig der er tale om - næh, det er min blog, som jeg har givet et lille pift! Håber i kan lide det.

Men kunne nu godt bruge et opdatering af kroppen. Når vi piger ikke er ude blandt andre mennesker, så kan den sagtens stå på mormortrusser og hængepatter - og læg så lige ordet gravid oveni skålen og rør godt rundt. Resultat: MIG!

Kan nogle gange panikke 10 minutter inden Kenni kommer hjem, og alligevel tage krigsmaling og BH på, for så at bande og svovle over det, når jeg skal fjerne det inden sengetid! (BH'en kan dog være en kæmpe fornøjelse) Men hvad man ikke gør for at se lækker ud, bare lidt lækker i hvert fald!

Glæder mig til en fladere mave (ja, jeg er semi-realistisk), nyt hår, mine dejlige kjoler, høje sko og kunstige øjenvipper. Hæ - havde i nok ikke lige regnet med at se mig i, men det er hændt!

Skal også have en kold øl, en masse Jägerbombs og en god vandpibe. Så kan Kenni ikke sidde med den alene mere! Jeg skal ALT det jeg ikke må nu!!

Men jeg skal da mest af ALT nyde min datter.... Min Datter.... MIN DATTER!!!!!! Syret ord - datter.. Rimer på patter!! Dem vil hun nok også synes godt om - også selvom de hænger!

Hun bliver MIT et og alt; min guldklump, min prinsesse, min Rigmor, min krudtugle og FARS pige ikke mindst!

Vi glæder os...


torsdag den 20. september 2012

My Likes - September

Jeg kan jo ikke lade være med, at skulle finde på alt mulig lækkert til Lillepigen.

I tirsdags blev det til lidt shopping, da Kenni ikke var tilfreds med, hvad Lillepigen skal have på hjem fra hospitalet, som første sæt tøj! - Så måtte vi jo shoppe lidt nyt ;)



Bamse flyverdragten har vi købt for læææææænge siden, den skulle vi bare eje.
Det hvide sæt i midten inkl. den body, som sidder på uge 19 tavlen (den med hjerterne), er endt med at blive hendes første sæt!
Ellers kan vi ikke få nok af hvide bodier og søde natdragter - vi burde også have rigeligt nu. Huerne kunne vi slet ikke stå for, det var et must have <3



Uge 37

Nå, hvem er mest utålmodig her??

- Moderen og faderen eller alle andre?!

Jeg håber bare ikke at jeg ender med at gå ALT for meget over tid, for hvor savner jeg dog min krop og bare det at kunne ligge ordenligt og få lidt søvn. (Dog bliver man på Herlev Hospital senest sat i gang 41+5, så der er da en ende på det.)
De sidste par nætter, er jeg vågnet ca. 6 gange for skulle tisse eller har smerter når jeg vender mig. Har en del jeg gerne stadig vil nå inden Lillepigen ser dagens lys, men jeg må også indrømme, at jeg ikke kan ALT. Jeg er meget begrænset af min bækkenløsning og plukveerne, som virkelig begynder at bide! Dog er der ikke andre tegn på, at fødslen er nært forestående.

Jeg vil dog heller ikke sige, at det har været helt kedeligt den sidste uge. Jeg var i Stof og Stil, i lørdags, for at købe ind til nyt betræk til vuggen og betræk til min graviditetspude - måske lidt sent, men regner med at bruge puden efter fødslen også! Kravlegården er også færdig og bunden lagt i med et flot nyt betræk. Vi har dog ikke fået den hjem endnu, da bordfodboldspillet stadig står herhjemme, så der er ikke plads!! Men det er noget af det sidste der mangler at blive rykket rundt på. Min mor og svigermor sætter jo først vuggen herhjem når Lillepigen er kommet til verdenen! De røde hylder til badeværelset har jeg skrottet og er derfor i gang med at hækle flere "holdere" til cremer, bleer osv.





Sådan endte vuggen med at se ud. En frisk ferskenfarve med små hvide prikker.

I eftermiddag skal vi et smut til forældreaften på Herlev Hospital og høre lidt om fødslen, smertelindring osv. Det bliver spændende om vi kommer til at lære noget nyt.
Tænk hvis vi ikke kommer hjem derfra igen ;) - det er vidst ønsketænkning!

Update: Intet nyt at lære der!! Kendte til det hele og er kørt hjem igen ;) Havde desværre så mange bækkensmerter, at vi måtte køre i pausen. Pisser mig af, at jeg ikke kan sidde på min flade røv uden at få ondt! Hvor skal jeg nu være henne, når jeg heller ikke kan ligge ned eller støtte på venstre ben!? Grr..


Hvor langt henne: 37+0
Mærket liv? Yes. Men det bliver i mindre og mindre grad, da pladsen derinde nu er meget trang.
Køn: Pige
Total vægtforøgelse: 12,2 kg. Har nu en lille smule væske i kroppen. Det sidder dog mest ved fødder og hænder.
Maveomkreds: 108 cm - har stadigvæk vokseværk!
Vender navlen ind eller ud? Jeg vil slet ikke kategorisere den som en navle :D
Ventetøj? KUN ventetøj!
Strækmærker: Ingen nye ;)
Symptomer: Flere plukveer, øget udflåd, vand i kroppen og nogle småting.
Opkastninger i alt: 23½ - efter det er taget op til revision, så var den seneste gang KUN et stort surt opstød ;)
Søvn: Rigtig dårlig. Får ondt i ryg og bækken af at ligge ned. :(
Savn: Alt det som gravide ikke må....
Sjove madvaner: Intet nyt under solen!!
Hvad giver mig kvalme: Almindelige klamme ting.
Glad eller gnaven: Vi er meget glade herhjemme og vi kan slet ikke sætte ord på, hvor meget vi glæder os. Det er dog stadig en smule uvirkeligt, at vi lige om lidt er 3 i huset og vi har ansvaret for et lille nyt liv, som er fuldt ud afhængig af os.
Bedste ting fra denne uge: Fik gjort vuggen, graviditetspuden, kravlegården og garagen færdig.
Glæder mig til: At blive mor!! Se familien på lørdag :)

fredag den 14. september 2012

Morgenfrisk - eller noget!

Hele uge 37 har P4 sendt fra et paracelhus i Skovlunde og det sluttede de så af med her til morgen, med kaffe og kringle. Kenni, hans far og jeg tog derover for at sige godmorgen og se hvordan sådan en udsendelse foregår. Faktisk er det ikke meget der skal til for at lave radio og det var intet problem bare at stå og snakke, mens værten snakkede.


Frisk kringle og kaffe kl. 0700 - Lidt tyk er man vel ;)


Sendevognen er ikke til at tage fejl af
og flagene langs indkørslen indbyder

til hygge fra morgenstunden af.


torsdag den 13. september 2012

Liv og Glade Dage

Sådan ser det ud, når Lillepigen pludselige strækker benene og synes at mine organer og ribben skal testes yderligere.






Uge 36

Update: den 4. April 2013
Jeg har fået hæklet en masse kurve med dette fantastisk garn. Jeg har både lavet en til Linea's bleer og cremer, pudder osv.
Hængekurven hænger over hendes tremmeseng og er fyldt med tæpper og svøb og oven på dem ligger der overvågningskamera, som vi fik af en kammerat. Jeg er faktisk overbevist om, at kameraet er grunden til., at vi har fået en rigtig godt aftenrutine med Linea. Det er nemlig ikke lyv når jeg siger, at jeg giver hende lidt mad, skifter hende, kysser hende godnat en masse gange og ligger hende direkte i sengen. Indenfor 10 minutter sover hun og så står hun først op igen omkring kl. 6 om morgenen.

28 dage tilbage og jeg kan absolut ikke vente og tiden har da også bare at gå super hurtigt. Jeg spurgte Kenni her til aften, om vi ikke skulle håbe, at dette er den sidste tavle?! Han syntes nu vi lige så godt kunne lave resten, nu vi var igang. Ja tak! - Det er heller ikke ham der har en voksende unge i maven og skal ende med at presse den ud!! - MÆND! ;)

Ellers har jeg pludselig været lidt ekstra kreativ ;) Jeg har prøvet at lave en stofbleholder (er det egentlig et ord?), af noget kaldet T-shirt garn. Sjov udfordring og er vældig tilfreds med resultatet.

I'm Hoooked ;)


Overvejer helt bestemt at lave nogle små kurve af samme stof/garn, hvor jeg kan opbevare bleer, cremer, vatpinde osv. ude ved puslepladsen.

Glæder mig til at få sat det hele op - det bliver bare PERFEKT <3

Opskriften er pænt lånt fra denne side her, dog har jeg ændret en del i den, for at den kunne indeholde lidt ekstra ;)




Hvor langt henne: 36+0
Mærket liv? Tjek! - Har ofte en meget skæv mave, da hun strækker benene og tester mine ribben ;)
Køn: Pige
Total vægtforøgelse: 12 kg. Er stadig acceptabelt :)
Maveomkreds: 107 cm - hun giver den max gas nu!
Vender navlen ind eller ud? Den er der vidst bare!
Ventetøj? Tjek.
Strækmærker: På bryster, lår, baller og ÉT lidt under navlen !! Nu går det vidst lige hurtigt nok på en uge!
Symptomer: Så er jeg begyndt at få lidt plukveer der bider godt! Er vågnet nogle nætter med smerter, som stråler ned i lår og om i lænden - nu kan der da ikke være længe til :D
Opkastninger i alt: 24 ;)
Søvn: Bliver kun afbrudt af plukveerne og så kan jeg jo ligeså godt få tisset af ;)
Savn: Mindre syre i ryggen, ingen brændende fornemmelse under ribbenene og sex uden stor mave!!
Sjove madvaner: Intet sjovt der - desværre!
Hvad giver mig kvalme: Almindelige klamme ting.
Glad eller gnaven: Glæder mig bare ubeskriveligt meget <3 Tænk at at skulle vente i 40 uger og så er det de sidste uger der går LANGSOMMEST.
Bedste ting fra denne uge: Campingturen, se Natasha og endelig få vuggen hjem <3
Glæder mig til: at skulle ud og købe nyt stof til vuggen, graviditetspuden, bunden af kravlegården og bare det at få samlet kravlegården og få den hjem.


tirsdag den 11. september 2012

1 Måned Tilbage

Update: 4. April 2013
Stolene og den ekstra puslehynde står nu inde på et værelse, hjemme hos min mor, som stille og roligt er ved at blive til et rigtigt børneværelse. Barnevognsranden ligger i kravlegården og den er bare et hit :)
Kravlegården bruger vi hver eneste dag, den kan vi simpelthen ikke undvære. Kenni har sat nogle små vinkelbeslag på med spændebånd og på den måde har vi kunnet hæve bunden op. Når Linea ikke ligger i den og snakker med sit legetøj, så bruger vi den til opbevaring af alt hendes legetøj og tæpper og bamse osv.

Ja, som indlægget så fint hedder: Vi har en måned tilbage til termin!!! :O

Fatter altså ikke lige hvor tiden bliver af! For 13 dage siden lavede jeg et stykke papir, hvor vi kunne tjekke en dag af, hver dag, og stille og roligt se terminen nærme sig. - Men at det allerede er 13 dage siden jeg lavede det - Holy Crap!

Dette er forresten det loppekup fra forrige weekend.

  • En ekstra puslepude til mors hus
  • Barnevognsrand med spejl
  • Tupperwarebøtte til brød
  • To stole i plastik, str. barn ;)
  • To hvide hylder til puslepladsen, de skal males røde
  • Og til sidst, lidt møbler til dukkehuset!




Jeg har fået malet en masse på kravlegården og samlede den igår - for derefter at finde ud af, at der mangler nogle bundstykker der IKKE er malet! - GAB.. Men jeg skal nok nå det ;)
Hylderne til puslepladsen er ikke færdige endnu, de skal lige males nogle gange mere.

Bliver dejligt når den er færdig og jeg kan vise jer, hvor flot den er blevet :)

Om 30 dage skulle hun gerne være ude og nu mangler vi KUN:

  • Resten af kravlegården
  • Hylderne
  • Vuggen
  • Pakke min taske til hospitalet
  • Få flyttet bordfodboldspillet og skrivebordet

torsdag den 6. september 2012

Uge 35

Hvilke tanker går gennem hovedet når man nu er 35 uger henne i sin graviditet og det hele snart er slut?!
UTROLIG MANGE TANKER - kan jeg lige hilse at sige!

Jeg er begyndt at panikke lidt herhjemme og mit redebyggeri er ved at gå amok! Bare i går nåede jeg:

  • ALT tøjvask
  • Skure lokummet
  • Rengøre køkkenet og rydde op på hylderne på køkkenøen
  • Oprydning i hele hytten
  • Madrasserne fra barnevognen og liften fik jeg rengjort med mors hjælp i hendes badekar <3
  • Fik også pakket sommerdynerne væk og lagt rent sengetøj på Lillepigens dyner.
  • Og så fik jeg ordnet puslepladsen halvt!
  • Sidst: Kenni har skaffet en autostol, den skal nu vaskes og så er det sørme også på plads :)
Vi tog hjem til min mor i går om eftermiddagen, da Kenni og jeg er i gang med "projekt garage". Jeg sidder på min flade røv på gulvet og maler kravlegård og hylder til puslepladsen og Kenni er i gang med at sortere ALT min fars værktøj og dimser ;) Utroligt hvad den mand har gemt alle disse år, og dejligt at kunne få ryddet op i det og gjort garagen "brugbar" igen ;)
Skulle lave boller i karry med mor, men pludselig kommer hun ud og siger, at kun sovsen manglede og at den skulle jeg altså øve mig på! WHAT - mor fik altså lige et skud energi og lavede næsten det hele, selvom hun ikke mente hun kunne overskue det - blev skide stolt - love U mama <3

I eftermiddag tager vi derhen igen og knokler videre. Jeg skal male det hele for tredje gang og Kenni er begyndt at fylde traileren så småt, og mener vi snart kan køre med første læs. Dejligt han sorterer det hele INDEN vi tager på genbrugsen, gør det hele meget nemmere.

Når jeg har malet færdigt, mangler vi ikke meget igen! 
  • Bordfodboldspillet skal stå hos mine svigerforældre - så har vi plads til kravlegården i stuen/køkkenet
  • Skrivebordet skal over og stå hos min mor - så er der plads til vuggen
  • Vi skal dog lige hente vuggen først hos min fætter på onsdag, og så skal den stå hos mine svigerforældre, så den kan få nyt betræk (til en pige) - den kommer så først herhjem når vi ligger på hospitalet og har født. (hvorfor siger man egentlig VI, når det er mig der skal gøre ALT arbejdet?)
  • Så skal hylderne sættes op over puslepladsen
  • OG så mangler vi vidst kun hovedpersonen selv - et styks baby vil gerne bestilles - tak!
For gad godt vide hvornår hun gider dukke op! Hun må dog gerne lige vente nogle uger endnu, da jeg synes 2400 gram ikke er meget! Det er nu slet ikke kritisk, da hun jo er færdigbagt, men vil hellere have hende lidt større.
Men der er jo ikke lang tid igen! Ud af 40 uger har jeg jo klaret de 35 af dem til UG med kryds og bolle! (Som papa ville have sagt <3) Derefter siger de kloge, at hun kan komme ud med en margen på +-14 dage. Så faktisk må hun gerne dukke op i uge 38, dog ikke uge 42 - det gider jeg ikke vente på ;)
Men hvis jeg går i fødsel nu, så stopper de kloge heller ikke fødslen, da de siger, at har man nået de 34 uger, så er hun klar! Så i realiteten, så kan det ske når som helst og hvor som helst. - Men må jeg ikke lige komme på den sidste campingtur i weekenden uden ballade?!

Så kommer de lidt mere klamme ting, som der sker i en graviditet lige nu:
  • Slimproppen ryger
  • "Mens"-smerter on/off - nok også kaldet mærkbare plukveer
  • Maven synker, da barnet glider længere ned i bækkenet og sætter sig fast
  • Brysterne begynder at lække
  • Hyppigere vandladning og kroppen som tømmer sig selv
  • osv.
Jeg vil ikke fortælle hvad jeg oplever, da jeg synes det skal være en overraskelse for jer, hvor i forløbet jeg er! ;) Glæder mig til at vise billeder af Lillepigen herinde <3

I dag er bliver vi jo lidt forsinkede med tavlen, da vi skal passe "lille" Shivahunden hos mor mens hun tager i biffen med Molle og moster Vibeke.


Hvor langt henne: 35+0
Mærket liv? Faktisk er der begyndt at blive lidt stille derinde. Jeg har stadig hendes fødder i mine højre ribben, da hun står med hovedet nedad. Der er dog mindre plads derinde og derfor ligger hun mere stille.
Køn: Pige
Total vægtforøgelse: 11,5 kg. Det lyder af meget, men faktisk er den kun 3,5 kg ekstra siden uge 25! Og det er ikke meget vægtøgning på 10 uger - YIR!
Maveomkreds: 105 cm - så der er ved at være gang i vokseriet igen - men det er jo også nu Lillepigen tager meget på! Kan også mærke den virker større, da den har det med at støde ind i alt muligt ;)
Vender navlen ind eller ud? Den ændrer sig ikke meget lige i øjeblikket - popper kun lidt ud, ellers er den bare flad!
Ventetøj? Tjek.
Strækmærker: Bryster og lidt på lårene - Still the same.
Symptomer: Intet nyt under solen, har lidt flere plukveer - men det er ikke unormalt.
Opkastninger i alt: 24 - holder den stadig, selvom kvalmen så småt vender tilbage nogle gange.
Søvn: Og så ændrede det sig lige tilbage til "normalen", for nu står jeg ikke op og tisser mere, men sover 7-8 timer i træk, vågner heller ikke af at Kenni står op om morgenen.
Savn: Fik min søvn tilbage, så gad vide hvornår jeg også får min krop ;)
Sjove madvaner: Nada.
Hvad giver mig kvalme: Har undgået bussemænd i en uge nu, og er endnu ikke stødt på noget andet der er ulækkert.
Glad eller gnaven: Utrolig glad, nu må det snart gerne være! Glæder mig til småting, som at ligge på sofaen og nyde synet af mit vidunder, alt imens det bliver efterår udenfor og bladene skifter farve <3 Har endda købt Lillepigen en halloween kostume, elsker jo denne årstid <3
Bedste ting fra denne uge: At få hul på de sidste projekter inden projekt "passe barn i laaaang tid" begynder! Eller har jeg bare nydt at være hos mor og ikke at glemme Lady Gaga koncerten :D
Glæder mig til: At vi henter vuggen hos Cuz, færdiggøre kravlegård og hylder og sidste campingtur i år :)

tirsdag den 4. september 2012

Fjerde Jordemoder Besøg

Så kom vi endelig afsted til fjerde jordemoder besøg.
Jeg har gået og glædet mig det sidste stykke tid, da jeg meget gerne har ville vide, hvor stor hun er lige nu ca.
Hun er vurderet til 2400 gram og står stadig med hovedet nedad - dog står hun ikke helt fast endnu. Hendes numse ligger oppe ved mit brystben og fødderne stikker ud mod mine højre ribben. Når fødslen så på et tidspunkt nærmer sig, vil hun rykke mere ind på midten, så hendes ryg vil ligge mod midten af min mave og benene krydset under mine ribben.

Jeg fik også lektier for til næste gang :) Jeg skal skrive en liste over, hvad jeg er interesseret i skal ske under fødslen og hvad jeg ikke vil have! Så vil hun gennemgå listen for mig, og fortælle hvad der er realistisk eller ej - super fedt ! :D

Lige nu kunne jeg godt tænke mig at det forløber sig således:

Ingen smertelindring, før vi ved hvad mit bækken kan holde til - gerne helt undgå epidural.
Gerne selv sørge for oxytocin "tilførsel" ;) - Hvis jeg ender med vedrop, hæmmer det den naturlige forekomst af oxytocin og så kan det være svært for kroppen at finde ud af, hvordan den selv skal holde gang i veerne. Og jeg vil helst ikke have at fødslen skal gå i stå, eller jeg pludselig ligger med for svage veer.
Jeg vil også gerne undgå at ligge på ryggen, da det er den mest unaturlige fødestilling - den er kun god, fordi jordemoderen vil kunne følge bedre med ;) Jeg vil derfor gerne kunne udnytte tyngdekraften, evt. stå op eller på alle fire - muligvis siddende på hug. Hvis man også står på alle fire, kan man nemmere "guide" barnet rigtigt ned i bækkenet og derfor undgå sugekoppen, hvis hovedet står skævt i bækkenet.

Nogle få hændelser jeg ikke ser ske under fødslen:
Kejsesnit - kan jo ske akut, hvis der er noget galt.
Epiduralblokade - kan risikere at smadre mit bækken mere og "ødelægge" veerne, dvs. fødslen kan gå i stå og vare længere tid.
At blive klippet - så hellere få hjælp til at trække vejret ordenligt og ikke for voldsomt, så hun kommer for hurtigt ud, men at huden får lov til strække sig. Lærte af min fys. at når det føles som om, at man har en ananas mellem benene, så skal man tælle langsomt til 10, så undgår man større skader ;)

Ellers kan jeg jo ikke lade være med stadig at suge informationer til mig og øver mig på det der hedder smertefri fødsel. En fødsel kan jo ikke blive direkte smertefri, men man kan via teknikker lære, at arbejde med kroppen og ikke spænde for meget, da det kan gøre smerten endnu værre. Man skal trække vejret overfladisk under en ve og lade livmoderen gør arbejdet. Under pressefasen, skal man helst presse oppefra og ned og passe på ikke at spænde i skeden, da det ellers kan gøre det mere svært at presse barnet ud.

Der er en masse at lære og læse om - næste spørgsmål er så: kan jeg finde ud af at bruge det i praksis?!

En smule kreativitet

Så fik jeg da endelig indhentet lidt kreative projekter - YES! ;)

Først lidt billeder af Bella-Nutella katten, som ALTID skal ligge, hvor jeg sidder og arbejder <3 Derfor var hun selv skyld i, at hun blev udstyret med den store elefants ben på fødderne - og jeg var rimelig overrasket over, hvor længe de faktisk sad på, inden hun sparkede dem af ;)


Noget af det bedste hun også ved er, at ligge på skrivebordet, når jeg en sjælden gang sidder derinde og arbejder. Det har jeg desværre ikke rigtigt kunne de sidste måneder, da ryggen syrer helt til og brokker sig, så jeg fortrækker da klart sofaen ;)


Det søde er, at når hun har fået sovet nok, så går det hen og bliver sjovt at gribe efter snore og hæklenåle. Man kan da ikke andet en knuselske hende <3
Nu skal jeg jo ikke glemme Pom-fritten, men hun dukker normalt først op om eftermiddagen når Kenni kommer hjem. Hun ligger enten under sengen og sover eller også fortrækker hun den kølige håndvask.


Den første elefant er blevet færdig, den har jeg foræret min kære kusine Ida. Det var dejligt at se, hvor glad hun blev for den <3

Hun endte også lige som sutskomodel ;)


Jeg har fået hæklet endnu et sæt sutsko, denne gang med en anderledes lukning, hvor jeg har hæklet en flap på, der går rundt om anklen og lukker rundt om en blomst.